Fastelavn falder dette år, nu på søndag, d. 2 marts. Traditionen tro, falder fastelavnssøndag altid syv uger før påskesøndag og markerer derved indgangen til fasten. Selvom fasten blev afskaffet med reformationen i Danmark, forsatte folkefesten, som vi kender den, helt frem til idag. Eller hvad?
Fastelavn var førhen de voksnes fest. En løssluppen festlighed, hvor udklædning for stund, slettede de sociale skæl i samfundet. Verden blev vendt på vrangen og bonden sad til bord med greven. Det var heller ikke ukendt, at man fejrede fastelavnsaften, med andre end ens mand eller kone. Man måtte nemlig mere end normalt, når man var skjult bag masker og kostumer.
Renlighed, rengøring og frugtbarhed derimod, var også en del af fastens mange traditioner og man kunne derpå byde foråret velkommen i ens hjem.
I troen om at året går i ring, er fastelavnen et sted mellem det forgangende år og det nye år – en slags undtagelses tilstand, hvor overtroiske og magiske skikke skulle igangsætte det nye år på bedste vis. Piskeris, som børn idag vækker deres forældre med, stammer fra en ældre fastelavnsskik, hvor de friske birkeblade angiveligt skulle bringe frugtbarhed til mennesker og dyr. Mændene risede de unge piger, for at sikre fertilitet den kommende sæson.
Men den tradition, som er bedst vedligeholdt idag, er nok at slå katten af tønden. Gammel folketro siger at slå en sort kat af tønden, kunne rede en by fra pesten og børnene kunne bagefter få lov til at prygle katten ihjel – derfra stammer også titlen Kattekongen; nemlig titlen til det barn, som slår det sidte bræt af tønden. Denne skik blev udført med levende katte, helt frem til slutningen af 1800-tallet, hvor kattene blev skiftet ud med pynt, frugt og søde sager.
I modsætning til tidligere, er fastelavn idag børnenes samt de barnlige sjæles fest. Helt frem til 1960’erne, var fastelavnsmandag en skolefri dag, så børn og voksne kunne fejre dagen. Idag er fastelavn blevet taget over af institutionerne, hvor man i skoler og børnehaver fejrer dagen med udklædning, pynt og selvfølgelig fastelavnsboller! Her fra Care.com ønsker vi jer alle, uanset alder, en skæg og farverig fastelavn!